Roskilde der har 86.200 indbyggere er en af de mest eftertragtede kommuner at flytte til og har en befolkningstilvækst på 1000 borgere årligt. Som en af de mest populære kommuner at flytte til, vil det betyde 10.000 nye indbyggere i 2025. Alene væksten i indbyggertallet vil betyde 250.000 kvm nyt boligbyggeri fordelt på 5000 nye boliger de næste 10 år. Yderligere ligger kommunen nr. 3 på listen over populære byer for virksomheder at slå sig ned i. Roskilde er attraktiv, fordi den både er en lokal by, men samtidig er tæt på København. Erhvervsbyggeriet i Roskilde koncentrerer sig om områder som Trekroner, et udbygningsområde på 2,5 millioner kvm og Røde Port midt i Roskilde, hvor der er planlagt 40.000 kvm erhvervsbyggeri og 20.000 kvm butikker.
KHR Arkitekter står bag tegningerne til det 24.750 m² nybyggeri Ny Retspsykiatri Skt. Hans i det nordlige Roskilde, der skal stå færdigt i 2020. Projektet tager sit første spadestik i 2018 og kommer til at koste 550 millioner kr. Visionen er at skabe et byggeri med omkringliggende stort haveareal, hvor de fremtidige beboeres behov er i centrum. Projektet skal skabe nye standarder og forventes at blive modelcenter på nationalt såvel som internationalt niveau.
Roskildes prisniveau for boliger er på 22.888 kr pr kvm. Der er i alt 39.066 husstande i Roskilde, og der skal de kommende år bygges knap 5000 nye boliger for at følge med tilflytningen til området. Det betyder en omvæltning af boligmarkedet. Det stigende antal tilflyttere og udviklingen inden for erhverv og nærmiljø gør Roskilde attraktiv som Midtsjællands hovedby. Boligbyggeriet koncentrerer sig hovedsageligt om områderne Trekroner øst for Roskilde, hvor der er permanent udvikling af boligbyggeri i disse år samt det nye boligområde Røde Port midt i Roskilde, som er det hidtidigt største byggeprojekt i Roskilde.
Kilde: Byens Ejendom