Dækningsafgift er valgfri for kommunerne at opkræve, og gælder således ikke alle kommuner. Afgiften opkræves kun for erhvervsejendomme, og udgør en ekstra erhvervsskat, der medregnes i ejendommens driftsudgift.
Dækningsafgift kan opkræves af kommuner, som beslutter dette. Afgiften opkræves kun vedr. erhvervsejendomme.
Afgiften, som er en ejendomsskat, indgår i ejendommens driftsudgift, selvom den kun opkræves for erhvervsdelen.
I blandede ejendomme må der kun opkræves dækningsafgift for den del af ejendommen, der anvendes erhvervsmæssigt. Ikke alle erhvervsmæssige anvendelser er dækningsafgiftspligtige, f.eks. er kursusvirksomhed afgiftsfri.
Fordelingen mellem bolig og erhverv skal ske ud fra arealer og ikke ud fra udlejningsværdi. Told og Skattestyrelsen har udarbejdet en vejledning, hvoraf fremgår, at de forskellige typer lejemål vægter forskelligt. Lokaler til boligformål vægter med faktor 1, kontorer med faktor 1,00 – 1,20, butikker 1,00 – 1,40, værksteder 0,5 – 1,0, lagerlokaler 0,25 – 0,75 og garager 0,2 – 0,4.
Dækningsafgiften opkræves med en af kommunen fastsat promille, maks. 10, og beregnes af forskelsværdien reduceret med kr. 50.000. Forskelsværdien er forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi.
Hvis ejendommen skifter anvendelse, kan der eventuelt være tale om, at de arealer, der medfører dækningsafgift kommer ned under halvdelen, hvorved afgiften falder væk ligesom en ændret anvendelse kan bringe hele ejendommen til at blive dækningsafgiftspligtig.