Mange byer kender det: Købmanden, slagteren eller legetøjsbutikken drejer nøglen om. Og ingen står klar til at overtage. Butikker lukker og slukker. Og det sker, selv om Danmark lige nu befinder sig i et økonomisk opsving. Det fremgår af nye tal fra erhvervsportalen ejendomstorvet.dk, som viser, at antallet af ledige butikskvadratmeter er steget med næsten 20 procent på et år: Fra 676.700 kvadratmeter til 799.300 i perioden 1. januar 2018 til 1. januar 2019.

Ifølge tallene er Region Syddanmark det område med flest tomme butikker. Næsten en tredjedel af alle ledige kvadratmeter findes i Sydjylland og på Fyn. Den højeste vækst i lukning af butikskvadratmeter står Syd- og Vestsjælland for. Fra 2018 til 2019 er antallet af ledige kvadratmeter vokset med næsten 50 procent.

Centralisering og e-handel truer

Der er flere forklaringer på det voksende antal sorte butiksvinduer, mener en ekspert. Bl.a. en stigende centralisering af detailhandlen.

– Der er en klar tendens til, at de store bliver større. Store centre som Field’s, Lyngby Storcenter, Rødovre Centrum og Rosengårdscentret i Odense vinder frem på bekostning af mindre centre, forklarer Jens Christian Petersen fra Institut for Center-Planlægning.

En anden afgørende årsag til det voksende antal ledige kvadratmeter er ifølge eksperten skærpet konkurrence fra netbutikkerne. Sidste år købte danskerne ind for 133,5 mia. kroner på nettet. Det højeste tal nogen sinde. Det presser de fysiske butikker, mener han

– På små 20 år har e-handel taget 20 procent af markedet og har udsigt til at tage endnu mere, måske især når der lige om lidt kommer store spillere som Amazon ind på det danske marked, siger Jens Christian Petersen.

Behandlere og cafeer rykker ind i tomme lokaler

Der er dog håb for de mange forladte lokaler, mener Jens Christian Petersen. Hvis de fysiske butikker kan finde ud af at skille sig ud og samtidig integrere e-handel i deres forretning.

– Der dukker hele tiden fantastiske vinbutikker op, fantastiske beklædningsbutikker, der har et helt særligt fokus. Og det er jo en måde at adskille sig fra andre. Og så kan de i højere grad smelte sammen med e-handelsvejen, siger han.

Men nogle byer må indstille sig på at finde andre funktioner til de forladte butikslokaler.

– Der er andre ting, der vinder frem. Antallet af behandlere er steget markant inden for de sidste ti år, fastslår Jens Christian Petersen.

For samtidig med at de traditionelle butikker lukker, så åbner der fx frisører, sundhedsklinikker, cafeer og spisesteder i de tomme lokaler. Det er en udvikling, som også direktøren for Dansk Ejendomsmæglerforening, Ole Hækkerup, genkender.

– Allerede nu ser vi eksempler på alternative anvendelser, fx ældrevenlige boliger eller kontorlokaler med udstillingsvinduer. Nogle større butikslokaler kan måske også benyttes som lager, produktionslokale eller udstillingslokaler, siger han.

Flere ledige butikslokaler

Det er ikke bare antallet af ledige kvadratmeter, der vokser. Det gør også antallet ledige butikslokaler. Det er vokset fra 1598 1. januar 2018 til 1754 1. januar 2019.

Kilde: DR Nyhederne