Heideby Estate sørgede for en meget hurtig udlejning, da der var ufattelig stor interesse for det unikke hjørnelejemål, lige ved Domkirken. Lejemålet nåede ikke engang at blive annonceret, men blev udlejet via netværket.
Den nye lejer blev ejendomsmægler Jesper Nielsen, der også er kendt som mægler i diverse tv-programmer gennem 17 år. Han driver en række ejendomsmægler-forretninger i København og Nordsjælland, og åbner altså nu sin niende af slagsen på hjørnet af Sankt Ols Gade og Domkirkestræde.
Forude ligger nu en omfattende renovering af lokalerne, der vil blive indrettet med eksklusive New Yorker-vægge og sorte vinduesrammer i stil med de øvrige filialer.
– Vi er et livsstilsbrand, hvor alle arbejder sammen i et fællesskab. Det handler om boliger i den bedre ende, og vi kommer med en anden vinkling på boligsalg, siger Jesper Nielsen, der startede konceptet i januar 2019.
Det bliver en franchisetager med relationer til Roskilde, der kommer til at drive den lokale afdeling af ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen, som forventes at åbne dørene i marts 2021.