Ifølge lejelovens § 14 må skriftlige lejeaftaler, der fremtræder som standardiserede blanketter, kun anvendes, hvis de er autoriserede, såsom den, der er udarbejdet og autoriseret af Indenrigs- og Boligministeriet (A10). Konsekvensen ved at bruge en ikke-autoriseret standardiseret blanket er, at vilkår i blanketten er ugyldige, i det omfang de stiller lejeren dårligere end loven.
Lejer (L) indgik en lejekontrakt med udlejer (U), som indeholdt en klausul om, at lejemålet var uopsigeligt i det første år af lejeperioden. Vilkåret om uopsigelighed var udformet som et tillæg til lejekontrakten og havde karakter af en standardiseret tekst, da det blev anvendt i flere af udlejers lejeforhold. Uopsigeligheden var ikke omtalt i kontraktens § 11, hvor der uden særlig fremhævelse blot blev henvist til tillægget.
L opsagde lejemålet og fraflyttede kort tid efter lejeforholdets start. U krævede betaling af leje for hele uopsigelighedsperioden, mens L hævdede ikke at være bundet af klausulen om uopsigelighed.
Retten tilsidesatte vilkåret om uopsigelighed med henvisning til lejelovens § 14. Tillægget var i sin udformning egnet til at blive anvendt over for flere lejere og udgjorde derfor en standardblanket. Som følge heraf var uopsigeligheden ugyldig, og lejeforholdet kunne opsiges med tre måneders varsel.
Havde udlejer derimod indsat vilkåret direkte i aftalens § 11, ville udfaldet formentlig have været til udlejers fordel.
Dommen er refereret i Tidsskrift for Bolig & Byggeret under TBB2025.39
Kilde: Dansk Ejendomsmæglerforening