Sommeren er på sit højeste og selvom man måske ikke skulle forvente det oven på dette anderledes forår, så er ejendomsmarkedet også på sit højeste.
Hos Heideby Estate oplever vi stor efterspørgsel på både leje-, salgs- og investeringssager i øjeblikket – større end vi havde forventet på baggrund af Corona-krisen. Og det billede vi ser hos os, er en tendens, der tegner sig generelt i markedet.
Ejendomstorvet.dk, der er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største katalog over ledige lejemål samt ejendomme til salg, har i 2020 leveret flere henvisninger til mæglernes hjemmesider end sidste år. Især er interessen for erhvervslokaler steget med kontor- og detailsegmentet som højdespringer med hele 25% stigning i niveau i forhold til sidste år.
Lokalt har vi lukket flere aftaler. Butikslejemål og kontorer har fået nye lejere og i løbet af sommeren og efteråret vil vi se nye lejere i en del lejemål. Nogle flytter til større lokaler og efterlader rum til at nye – og måske nystartede – kan flytte ind. Der er forhandlinger i gang på flere adresser i Roskilde – så selvom der fortsat ses ”til leje”-skilte i bybilledet, er der stor aktivitet og interesse for de muligheder, byen byder på.
Tendensen betyder, at man som udlejer og sælger har gode muligheder for at få afsat ejendomme eller erhvervslokaler netop nu, vi har selv lukket flere handler, og det peger på, at det er et godt tidspunkt at bringe sin portefølje i spil. Optimismen spirer, og vi ser en opblomstring, og samtidig er det svært at spå om langtidseffekterne af forårets nedlukning af samfundet. Med andre ord er tiden optimal til at igangsætte og eksekvere på planlagte projekter – og vi står klar til at assistere og rådgive i processen.
Med ønsket om en skøn sommer 🙂